Hvordan du spotter de tidlige symptomer på stress

Stress viser sig sjældent som du tror.
De fleste forestiller sig stress som noget meget dramatisk – komplet søvnløse nætter, voldsomme panikanfald og fuldstændig sammenbrud. Men det er sjældent sådan, det viser sig. Oftere kommer det sningende.. Du fortsætter med at passe dit arbejde, du passer dine ting, og alt ser fint ud set udefra. Du mærker det måske ikke en gang rigtigt selv, fordi alt teknisk set stadig fungerer.

Og det er præcis derfor det er så nemt at vente for længe med at reagere..

Det starter i tankerne

et af de første tegn på stress er faktisk ikke en kropslig reaktion – det er en ændring i, hvordan du tænker og har det.
Beslutninger føles tungere end de plejer. Du bruger mere tid på at overveje de samme ting. Det, der tidligere var nemt, kræver nu en ekstra indsats. Det er fristende at kalde det træthed, men det er ofte et tidligt tegn på, at hjernen er under pres og evnen til at organisere og have overblik ændrer sig.

Hjernen er simpelthen ikke bygget til at køre i alarmberedskab i lang tid. Når den gør det, bliver det sværere at bevare overblik, huske og tænke klart. Du læser den samme mail to gange. Du mister tråden midt i en sætning. Det er ikke, fordi du er ukoncentreret – det er fordi systemet er overbelastet.

Og ja, selv enkle opgaver kan begynde at føles som et bjerg der skal bestiges, selvom du stadig klarer det. Du bruger bare mere energi og flere kræfter end du burde.

Hvornår kroppen begynder at sige fra

Kroppen er faktisk ganske god til at signalere, at noget ikke er, som det skal være. Problemet er, at det ofte kommer snigende og at vi er gode til at ignorere den.

Du er træt eller udmattet, selvom du har sovet. Du vågner og føler dig ikke udhvilet. Der er måske en spænding i skuldrene eller nakken, der bare ikke forsvinder. En hovedpine, der dukker op lidt for tit.  Fordøjelsen er ændret eller urolig.

Mange går til lægen, og prøverne viser ingenting. Og så konkluderer man måske, at der ikke er noget galt. Men tidlig stress viser sig sjældent i blodprøver. Kroppen taler sit eget sprog – og det betyder ikke, at det er indbildning, fordi der ikke er en diagnose på det.

Det betyder bare, at årsagen måske er stress – og at man bør handle på det!

Det tegn, de fleste aldrig lægger mærke til i tide.

Den mindst åbenlyse form for stress er hverken spændinger eller træthed. Det er subtil kedsomhed – eller tillige en form for ligegyldighed. Tingene interesserer dig ikke helt på samme måde. Du møder op og gør det, du skal, men det føles lidt fladt. Du er ikke helt ulykkelig. Du er bare ikke rigtig… til stede.

Og fordi det ikke ser ud som et problem udefra, bliver det heller ikke behandlet som et. Du fungerer og fortsætter med at være pålidelig, men indeni er der noget, der er stilnet af – og det er faktisk et ret vigtigt signal.

Hvorfor vi ofte venter for længe

Vi er gode til at sige til os selv, at det nok går over. At det bliver bedre. At det bare er en travl periode. At tingene nok skal falde på plads, når projektet er overstået, ferien nærmer sig, eller efteråret er ovre.

Og for folk, der er vant til at fungere godt, er det ekstra svært at indrømme, at noget har ændret sig. At stoppe op og sige “jeg har det ikke, som jeg plejer” kan føles som om man klager unødigt – eller ligefrem svigter.

Spørgsmål du kan stille dig selv

Du behøver ikke vente på, at noget bryder sammen, før du tager det seriøst. Stil dig selv disse spørgsmål:
Føles beslutninger sværere end de plejer?
Er du stadig træt, selvom du har sovet?
Kræver hverdagsopgaver mere af dig selv, selvom der ikke er sket noget nyt?
Har du mistet interessen for ting, der normalt giver dig noget?
Har du svært ved at koble fra om aftenen?

Hvis du kan nikke genkendende til bare et par af dem, er det et tegn til at tage det alvorligt.

Du behøver ikke vente på en krise

Det her handler ikke om at gå i panik. Det handler om at reagere rettidigt – mens der stadig er tid og plads til det.

Din egen læge er et godt sted at begynde. Du behøver ikke en krise for at booke en tid. At fortælle, at noget har ændret sig i, hvordan du fungerer, er i sig selv en god nok grund til at tage en snak.

Jo tidligere du gør det, jo flere muligheder er der for at lægge en god bæredygtig plan. Det er ikke svaghed at tage sig selv alvorligt. Det er faktisk det klogeste, du kan gøre.

Post Tags :

Share :

Related Post

 
Scroll to Top